Melodi: “Jeg plukker fløjlsgræs” af: Knud Vad Thomsen
Tekst: Steen

Oprindeligt skrevet til teaterstykket: “De Nordiske Guder”, første gang opført på Karby Friskole i 2011
og sidst i Teaterstykket: “Den Blå Globus” på Thisted Friskole i 2020.

Vi er de tre lyse smukke Norner
Der spinder tråde på spinderok.
Og vi går stille omkring og ordner
Så jorden ikke går helt amok.
Som søstre passer vi på hinanden
Når Thor vil hamre og lave ild.
Han råber op og er gal som fanden
Men vi er trygt under Yggdrasil.

Her nede mellem de tykke rødder
Hvor mulden klumper og dufter sødt.
Der går vi rundt på vor´ bare fødder
Og spinder tråde når nogen blir født.
Hvert liv på jorden det har vi spundet
Hver lille pige, hver lille gut.
For hver en sjæl har vi livet rundet
Og set hvornår det skal være slut.

En gang så står vi ved verdens ende
Hvor alting ender med Ragnarok.
Så vil vi bladet i bogen vende
Og slappe af for nu er det nok.
For hver en gud og hver lille jætte
De trænger alle som een til hvil.
Nu vil de på deres numser sætte
Og sige tak med et lille smil.